alt=""

Derinkuyu og Kaymakli er underjordiske byer

Den gang de kristne boede i Kappadokien, havde folkene behov for at skjule sig når mægtige hære kæmpede om området eller var på vej til storslåede slag.

De lokale beboere ville ikke slås og være med i krige, så de fik idéen til underjordiske byer. Du udvidede uden tvivl idéen og byerne over lang tid. Faktisk tyder det på at de lavede en beboelsesenhed, og når der blev for trangt, gravede de bare videre skråt nedad og tilføjede en etage mere til byen.

Kappadokiens mest berømte underjordiske byer er Derinkuyu og Kaymakli, men der er også en del andre, mange som endnu ikke er udgravede. Man har indtil videre fundet 36 underjordiske byer.

Kom ned under jorden

De underjordiske byer har smalle og stejle gange der forbinder etagerne. De har en labyrintisk struktur, så man kan fare vild hvis det ikke var for guiden der kan hjælpe til, og pile som sikrer at turister ikke går tabt i jordens indre.

Man kunne tro at der var fugtigt under jorden, nede i hulerne, men faktisk er der forbavsende tørt og utroligt dejligt svalende i Kappadokiens bagende sol. Der er fyldt med mørke rum og gange der går over, under, ved siden af og lige rundt om hinanden, og enhver med en indre eventyrer vil smile som et legebarn mens han udforsker de syv-otte etager som byerne har.

At finde vej i hulerne

Der er i dag installeret elektriske lamper og opsat skilte med røde og blå pile (henholdsvis ned og op), men dengang da folk boede her, var det kun olielamper der oplyste gangene. Beboerne gemte sig gerne for krigerne, og skulle soldaterne finde indgangen til hulen, så var der stadig mange forhindringer.

Den mest effektive forsvarsmekanisme var 500 kg tunge møllesten som beboerne kunne skubbe ud i gangene så de blokerede. Som om det ikke var nok, så var der hul i midten så beboerne kunne stikke de fremadmarcherende soldater. Gangene var (og er) så smalle at kun en soldat kunne komme hen og blive stukket ned ad gangen. Hvis det ikke afskrækkede dem, så kunne der hældes kogende olie ned i nakken på soldaterne fra gangene der løb over dem.

De der levede hernede

De har måske aldrig gjort det, men det var muligt for op til 30.000 mennesker at leve i hver af byerne i op til et halvt år. De havde kornkamre, husdyr og sågar brønde til friskt vand. Der var også ventilation og i Derinkuyu kan du kigge hele vejen op og ned gennem en ventilationsskakt - hold da op, der er langt til overfladen og stadig langt ned. Efter en halv eller en hel time kan det være du savner solen og dagslyset, men under jorden findes stalde, soveværelser, spisesale, køkkener, steder at brygge vin, kirker, skoler, døbesteder og alt andet som kræves for at overleve.

Hvor og hvornår stammer de fra?

Eksperterne kan ikke give alle detaljerne, for meget lidt er efterladt. Dog mener de fleste at de underjordiske byer først bliver grundlagt af hittitterne for over 4000 år siden. Men andre forskere mener det er de kristne der har bygget dem (eller i hvert fald udvidet dem markant) for omkring kun 1500 år siden. Det er forholdsvis troværdigt at de var beboede i det syvende århundred f.v.t., for her skriver den græske historiker Xenophon om Kappadokiens underjordiske folk.

Se næste film: Istanbul skal ses

Hvad synes du om De underjordiske byer?

Giv en stjerne eller kommentar herunder (til seværdigheden ikke filmen):

Tilføj kommentar