Songkran er thaiernes traditionelle nytår, og velsignelserne sker med vand. I gamle dage faldt dagen efter diverse astrologiske udregninger, i dag er datoen dog fast.
Det plejede at være starten på det thailandske år, men de sidste hundred år har thaierne brugt vores nytår som begyndelse på det nye år og blot holdt fast i Songkran som en fantastisk fest hvor hele landet tager en uge fri for at forvandle alle gaderne til scener i verdens største vandkamp.
Selvfølgelig skal vi da købe vandpistoler
 Vi træffer en resolut beslutning – vi kan ikke se på Songkran, vi må deltage, for hvem kigger på en vandkamp specielt når termometret runder de 30-40 grader. Vi skynder os at låse alt hvad der ikke skal blive vådt, inde på vores hotel.
Vi iklæder os shorts og t-shirt. Da jeg ikke er den store sandalrejsende er første stop en butik der sælger de berømte ’glocks’ – disse utrolig grimme plastiktræsko som er bygget til vandkampe i gaderne.
Ikke helt modige kigger vi os bare lidt rundt for at se hvad der sker. Vi lister os ned ad gaden omme bag ved templet, for her er der lidt mere stille. Vi slipper halvtørre ned på en café. Mens vi sidder med en kold drink føler jeg mig lidt sølle – her midt i gadekampene uden et våben.
Enige forlader vi caféen. Gaderne er fyldt med boder der sælger alt til vandkrig: Spande i alle størrelser og farver, alle fyldt med vand, drikkeflasker med ekstra gratis påfyldning, vandpistoler fra legestørrelse til dem der ville gøre Kim Jong-il og George Bush misundelige.
Alle sælger vand, og ligegyldigt om vi vil købe noget eller ej, så kommer vandet flyvende gennem luften. Supersoaker som bazookaer er lige i overkanten for os, så det bliver til to pistoler der ligger godt i hånden, og en ekstra vandflaske til påfyldning.
Bag om vandet findes velsignelsen
Jeg vil næsten sige, ’selvfølgelig’ begyndte nytårsfesten ikke som en vandkamp. Det var folk der i anledningen af det nye år ville rense Buddha i templerne. De hældte vand over de gyldne statuer for at bringe renselse, og vandet der løb af buddhastatuernes skuldrer, blev anset for velsignet og lykkebringende.
Folk begyndte at skænke hinanden vandet, og med en håndfuld eller blot et par dråber lod de vandet løbe ned af skuldrene på både venner, bekendte og fremmede. Det velsignede dem, og dermed ønskede man dem et godt og lykkeligt nyt år.
På gaden har vi fået gang i pistolerne. Relativt yder de ikke meget, for på gadehjørnet står der en gruppe unge med haveslangerne på fuldt tryk. Naivt og i refleks vender jeg ryggen til dem og forsøger at småløbe videre, kun for at blive fanget af en uset kombattant med isterninger i sin vandspand. Huha, det er koldt, så koldt at min krop går næsten helt i  koma – dog kun i halvandet sekund, så har Thailands varme gjort sin velsigende gerning og opvarmet mig igen.
Jeg skyder løs i alle retninger og er sikker på jeg rammer. Jeg sigter på et par unger der kommer stormende, og rammer også plet lige i nakken på en turist der netop er ankommet.
Vi går videre ned ad gaden optaget af vores pistoler da en ældre dame pludseligt stopper os og smilende siger ”suk-san wan Songkran” der betyder glædelig Songkran dag.
Samtidig tager hun lige så forsigtigt en lille håndfuld vand og putter det på hver vores skulder, hele tiden med det berømte, thailandske smil på læberne. Jeg waier med samlede hænder foran ansigtet og nikker smilende tilbage, finder lidt vand frem fra pistolen, gør forsigtigt gengæld og takker meget for hendes velsignelse.
En våd by med våde gader, våde caféer og våde mennesker
Da selve Khao San er ved at blive gjort klar til aftnes officielle show med taler, middag og skønhedskonkurrence, trækker vi om i sidegaderne. De er så tætpakkede at vi næsten ikke kan bevæge os. Alligevel lykkes det folk at kaste kæmpe baljer med vand og tilhørende is ud over alt og alle. Der løber en mindre flod ned af gaden, og mens musikken pumper ud af huse, caféer og barer, tager flere lydene til sig og begynder en spontan dans. 
Der er så tæt med mennesker at enten danser hele Bangkok eller også står vi stille. Grinende svuper, plasker og splatter vi fremad. Et par glade Songkran-deltagere har også bevæbnet sig med kalk – gråhvide klumper der enten opløst i vand eller bare i deres rene form smøres på kinderne – og som tiden går også i håret og alle andre steder. Kalken skal efterligne det som munkene bruger til at velsigne med, men det smager ikke så godt som det ser ud, og kan også svie i smule i øjnene. Tilgengæld er der aldrig langt til vand og en der med glæde vil skyde det lige i ansigtet på mig.
Ved templet går munkene og de traditionelle
Ikke alle i Thailand mener at Songkran skal være en ren vandkamp og vanvittig fest, nogle mener de traditionelle værdier går tabt. Lige ved Khao San ligger et smukt tempel hvor munkene vasker buddhaerne med duftende vand. Flere, specielt de ældre og de velopdragne børn, er da også knap så vilde og ønsker én godt nytår på en stille og respektfuld måde. Flere kommer også midt i kaoset for at gå ind i templet eller lige at give en offergave til gadetemplerne.
Hylende af grin og gennemblødt overalt er jeg på jagt efter en ny vandpistol, for min billige, lille fætter holdt ikke evigt, og hvem vil være ubevæbnet i en væbnet konflikt? Det er fristende at købe en af de helt store sataner, men jeg frygter lidt at jeg ikke kan skaffe nok vand til at holde den løbende, og jeg ender igen med en passende størrelse.
Vi finder os en udendørs bar, får os en øl, og i sikkerhed bag menukortet skyder vi på alt hvad der bevæger sig. Det gælder om at lave alliancer med de andre der holder til nær baren, for så kan vi sikre os at alle forbipasserende først vender sig en vej, bliver skudt på, vender sig om og får så også vand derfra. Ingen skal komme tørskoet (eller tør nogen som helst andre steder) gennem vores område.
Ved siden af os står en uskyldigt udsende vand- og sodavandsælger, men kølespanden virker også som ammunitionslager, og så snart folk kigger på os, kaster hun isvand i nakken på dem. Fantastisk teamwork, og sammen kan vi grine af denne storslåede dag.
Hvis vand er så velsignende som de hævder, så er jeg ved at være velsignet for de næste 100 år.
En tør mands job i en våd verden
A ftnen er ved at falde på, og de officielle festligheder og skønhedskonkurrencen trækker folk til. Der er så proppet at vi knap kan få os mast frem. Folk hujer og hygger sig. Det er fantastisk at se hvordan de pæne folk vil holde deres festligheder midt på Khao San, i tørt jakkesæt. For slet ikke at tale om tv-fotograferne der forsøger at holde sig selv og deres kameraer tørre. Der går to sekunder før en joker synes det er sjovt at sende et skud på den tørre mand, og alle ser vi dybt uskyldige ud da han vender sig om. Vi griner, han forsøger at gennemføre sit job, men to sekunder senere er den gal igen. Mens vi trækker videre ned ad gaden, håber jeg for ham at han lærer at smile af situationen, for tilskuerne virkede ikke som om de var ved at lægge pistolen på hylden.
Foran en 7-elleven hænger spisesedlen for Bangkok Post med et billede af en abe der skyder med en vandpistol. Selv Zoo er på den anden ende, og dyrene leger med, men i betragtning af at april er Thailands varmeste måned, så er jeg sikker på at elefanter og aber nyder godt af vandet.
Det er hårdt at blive nedkølet og opvarmet hele tiden, for slet ikke at tale om at være i evig alarmberedskab. Vi trækker derfor ind på en restaurant langt væk fra gaden i håb om at vandpistolerne ikke kan nå herind. Vi bestiller en god omgang Thai Curry. Mens vandkampene fortsætter i gaderne, snakker vi om verdens mange fantastiske festivaler og bliver enige om at af dem alle, må Songkran absolut være den sjoveste.
Dette var min anden omgang Songkran, men forhåbentligt ikke den sidste – jeg glæder mig allerede til at blive et vandskydende legebarn igen.
|
Gislev Rejser
Rejseforedrag
