Mexicos fortid

Hvornår Amerika blev opdaget? Det er vanskeligt at besvare. Nogle arkæologer anslår, at de første mennesker kom for 80.000 år siden, men de ældste jordfund er ’bare’ 25.000 år gamle.

Formodentlig indvandrede menneskene gennem årtusinder i flere bølger, som ikke havde nogen direkte forbindelse med hinanden. Under alle omstændigheder står det klart at menneskeheden ikke opstod i Amerika.
Og så er der lige det med navnene. Amerigo Vespucci, en opdagelsesrejsende fra Firenze, beskrev omkring 1500 kysterne over there. Det øgede interessen, og fra 1507 blev kontinentet kaldt Amerika.
De indianere som i 1325 slog sig ned i Texcoco-søen og skabte Tenochtitlan kaldte sig selv for mexica, altså mexicanere. Ifølge deres myter var de vandret fra Aztlan og blev derfor kaldt aztekere. Da Tenochtitlan i 1521 var erobret af spanierne blev byen jævnet med jorden og Mexico City blev bygget på dens ruiner.

Helt tilbage til begyndelsen

Amerikas sene befolkning adskiller området fra det meste af den øvrige verden. De første mennesker – skabninger på to ben som begyndte at fremstille værktøj – menes at have levet i Østafrika for 4,2 millioner år siden.

Det er 850.000 år siden at de første mennesker kom fra Afrika til Europa. Og de første anatomisk ’moderne’ mennesker dukkede frem fra det sydlige Afrika for 100.000 år siden.

Amerikas første mennesker var mongoler, der var vandret over det isdækkede Berings-stræde. Fra Alaska fortsatte nogle til Canada, USA, Mexico, Guatemala, El Salvador, Peru og Chile - til de ikke kunne komme længere end Ildlandet. Stednavne vi kender i dag, og som disse indvandrere jo hverken kendte eller ville kunne bruge til noget..

Menneskers behov

Hvad de kunne bruge var vand, varme, omsorg og mad. Jagten på kød og planter havde drevet dem til at opgive deres mødres og fædres bo- og begravelsespladser. Når sulten havde bidt for hårdt, så måtte de længere væk for at jage, fiske og samle.
For 15.000 år siden kom de første mennesker til Danmark på jagt ved kanten af den store is. Også i dag fører klimatiske ændringer til forandrede leveforhold og tvinger mennesker på flugt. Måske blev nogle også drevet af en eventyrlyst, af spørgsmålene om hvad der gemte sig bag den næste høj, det næste bjerg og på den anden side af floden.

Således kom mennesker måske vandrende gennem Amerika: Sultne efter at have fulgt en brun bisonflok og anspændte efter at have frygtet drabelige sabeltigre. Men også opstemte når de fik øje på en enlig mammut, elefantens forfader med de smukt svungne stødtænder. Så tvang de dyret ud i sumpe, skød pile af sted, stak det til døde med spyd og kunne fejre det store ædegilde, så længe kødet kunne spises.
Mens de lejrede sig om bålet, spekulerede en måske at så nogle af de majs, som han eller hun havde samlet og endnu ikke spist. En anden kom måske til at smage en lettere brændt agave, og syntes om dens søde smag.

Mexico

Dette foregik for 7.000 år siden, kan arkæologer konstatere i dag. Samlere og jægere behøvede ikke længere vandre videre for at overleve. De var kommet til et godt sted. De var ved at blive fastboende bønder.
Ved at opdyrke jorden blev de i stand til at skaffe sig tilstrækkelig føde. Dermed levede stadig flere mennesker længere, stammen voksede i størrelse - og så skulle der skaffes endnu mere mad. De høstede squash, avocado og chili, holdt hunde og havde kalkuner. De udviklede redskaber til at bearbejde majs og de dyrkede bomuld.
På samme tid blev landbrugere fastboende langs Nilen og i Centraleuropa. Det skete altså 4.000 år efter at mennesker var blevet det i Mesopotamien i det nuværende Irak. Og lidt før det foregik i Nordvesteuropa.

Præsteskab

Nogle steder fandt indianere en så lykkebringende kombination af jord, regn og sol, så de med deres opsamlede viden kunne skaffe mere end mad nok. Dermed kunne nogle i stammen fritages for det hårde slid med jorden og i stedet koncentrere sig om at forbedre betingelserne for fællesskabet: De udvalgte gik i dialog med regn og sol - afhængigt af hvad de havde mest brug for. De besværgede disse livgivere og påstod at netop de havde forbindelser. Ypperstepræster fortolkede det uforståelige og uforudsigelige, og de forklarede hvordan alt hang sammen og kunne blive ved med at hænge sammen. Imens knoklede bønderne videre.

For at bevare de arbejdendes rette tro måtte præster skabe gudebilleder; hvor disse blev skabt i sten kunne de blive stående i mange år. Præsterne var også nødt til at bevise deres forbindelse med guderne; hvor det skete overbevisende blev mange stærke i troen. Og for at styrke gudstroen måtte alle gøres villige til at give det største offer.

Indianerkulturer i Sydmexico opstår

I Mexico opstod mange indianerkulturer; nogle eksisterede på samme tid og påvirkede hinanden i forskellig grad. Eftertiden har givet dem navne og systematiseret dem for at skabe overblik. Men i virkelighedens verden skete der en udvikling.
Fælles for kulturerne var at de havde en begyndelse, en storhedstid og en forfaldstid; en kultur kunne eksistere i over tusind år, men dens blomstringstid varede måske blot få hundred år. Fælles for de mexicanske indianeres civilisationer var de var præstestyrede; præster fortolkede gudernes vilje, og at alle adlød. I al fald for en tid. Og fælles var at de skabte deres bygningsværker uden brug af trækdyr som heste og okse; de kom først til Mexico efter 1519. Og at de ikke havde redskaber af hårdt metal, men kun brugte redskaber af sten (samt ild og vand) til at bearbejde sten.

Fund fra de mest storslåede kulturer endte på museum, hvor vi i dag kan beundre dem som kunstværker. Mange bygningsværker forsvandt, men en del er udgravet og rekonstrueret hvor de oprindelig stod. Det er forrygende udendørsmuseer, hvor man bliver målløs. Forskere har fortolket hvad menneskene i Mexicos kulturer har gjort og ment. Men det forbliver tolkninger. Arkæologi kræver både slid, indsigt og fantasi.

Tilbage til rejseguiden og Mexicos historie