Alebrijes er træfigurer skåret af træ og bemalet med stor opfindsomhed. Noget træ inspirerer til muskelspændte ben, slæbende haler og strittende horn.
Mændene der skærer træfigurerne, der i størrelse kan variere fra 2 centimeter til 2 meter, sømmer gerne ekstra led på, spartler mellemrum og sliber sammenføjningen, så figuren på en måde virker naturlig. Selv om den helst skal fremstå unaturlig!
Alebrijes gengiver drømmesyn. Derfor kan dyreparken rumme dobbelthovede drager, påfugle med fræk hale, luntende bæltedyr i neonfarver, katte med en skudsikker pote på bolden, hulepindsvin med pigge så spidse som tandstikkere – for de er bemalede tandstikkere – samt nahuales som er dyrekroppe med menneskeansigter.
Sidstnævnte skyldes forestillinger om at alle mennesker har et åndeligt fællesskab med et bestemt dyr og at mennesket i ly af natten forvandler sig til dette dyr.
Oprindelig blev alebrijes ’opfundet’ af Pedro Linares López, der i Mexico City formede papmachefigurer. Engang han var syg fik han i febervildelse nogle drømmesyn og efter det begyndte han at gengive drømmesynene i papmache. Han kaldte sine figurer alebrijes.
En generation senere begyndte Manuel Jiménez Ramírez, en dreng i Arrazola, at bemale de træfigurer han som så mange drenge skar mens han vogtede får. Han solgte sine figurer i Oaxaca, og siden er efterspørgslen efter alebrijes bare steget. De farverige figurer kaldes også animalitos, monos eller figuras.
Skære- og maleteknik
Almindeligvis køber familien copal-træ. Derefter er det op til mænd og drenge med machete og lommekniv at skære figurer, sømme og lime lemmer på dem samt pudse dem med sandpapir.
Så maler kvinder og piger figurerne. Bemalingen holdes i krasse kulører der støder sammen og alligevel styrker hinanden. Store farveflader brydes af striber, streger og prikker.
Her bruges brede og fine pensler samt kanyler til prikker. Ved nærsyn afslører fladerne sig at være alt andet end flade, men detaljemættede rum. Som var det et røntgenfoto kan kropsbemalingen afsløre hvad bæstet netop har ædt. Intet er hvad det ser ud til at være.
Træet er let, så det ikke tynger din bagage for meget. Farverne er lysægte acryl. Og mange vinger, haler og pigge laves som løsdele, så dyret kan transporteres hjem uden at gå i stykker.
I Arrazola lever hundred træskærerfamilier. Selv om figurerne har fællestræk, så er der også store variationer. På torvet er indrettet en kooperativ butik, hvor nogle familier sælger samlet for ikke at underbyde hinanden.
Interessant synes jeg det er at besøge et værksted, hvor man kan følge hele arbejdsprocessen. Det kan du gøre på Sergio Santiago og Lucila Sosas familieværksted, der ligger i den stejle sidegade som du går op ad lige inden torvet. Familien har modtaget Oro de Monte Alban, kunsthåndværkets guldmedalje for deres magiske træ.
Du kan også se hvordan alebrijes laves i landsbyerne San Martín Tilcajete og La Unión Tejalapan.
De fleste alebrijes sælges fra boder ved turisttrækplastrene, i kunsthåndværkbutikker i storbyer og mexicanske lufthavne.
I Oaxaca er der et stort kunsthåndværkermarked, Mercado de Artesanías, 4 husblokke syd for zocaloen hvor du bl.a. kan købe alebrijes.
Se film fra Oaxaca
Læs om flere seværdigheder i Mexico
|