Kulturen i Kina

Hankineserne

Fælles for kineserne, altså hankineserne, er ikke meget, men de ser sig selv om en ensartet gruppe. Fælles for dem er idéen om at tabe ansigt, for hvis der er noget kinesere frygter, så er det netop dette. Det kan ske hvis man råber, viser udtalte følelser offentligt, mister sin ære eller får en anden til at tabe ansigt.

En anden ting som mange opdager ved en rejse i Kina, er at de spytter over alt. Myndighederne har forsøgt at forbyde det, så i byer som Beijing og Shanghai slipper man for mundvand på sine sko, men man kommer nok ikke helt uden om kinesere der skal rense deres slimhinder, for det er jo sundt.

Kineserne er også typisk et meget stolt folk, de er stolte af deres families fremskridt og meget stolte af deres nation. Derfor fornærmer besøgende ofte kineserne ved deres, ifølge kineserne selv, uvidende, vestlige holdninger til Kinas politik. Et godt råd er derfor at søge viden inden afrejse og fare en smule gelinde frem. 

Minoriteterne

Ud af Kinas 56 etniske minoritetsgrupper er det nok tibetanerne der er de mest kendte, men også de muslimske mindretal i de vestlige provinser gør sig gældende.

Generelt er det langs Kinas grænser at minoriteterne findes, og Yunnan er en provins der med god grund, får mange besøg.
Der lever over 20 forskellige grupper hvilket svarer til omkring 50% af befolkningen, og Yunnan er dermed måske landets mest etnisk blandede område. Blot nogle af de grupper man kan besøge er bai og naxi der stadig på mange måder lever med deres egne traditioner.

En anden spændende provins er Guizhou i det centrale Kina. Her lever miao, dong og mange andre folk. Her finder man gamle byer næsten kun bygget i træ eller deres skønne broer og trommetårne der dominerer landsbyerne.

Det er vigtigt at bemærke at Kinas hanbefolkning tit og ofte har store problemer med minoriteterne. Det er lovmæssigt forsøgt at indføre mange forskellige love der skal give rettigheder til minoriteter, men specielt i Tibet og Xinjiang er der stadig alvorlige problemer.

Se en film fra Xijiang i Guizhou

Tal lidt kinesisk

Verdens største sprog siges at være kinesisk, men så let er det ikke, for kinesisk er ikke et sprog.
Kinesisk, altså det sprog der tales af hankineserne og ikke af minoriteterne, er opdelt på mindst syv hovedgrupper.

På dansk kalder vi det kun mandarin og kantonesisk, men det er meget misvisende for mennesker fra Shanghai forstår ikke dem fra Beijing eller dem fra Sichuan.
De snakker hver deres dialekt, men bruger samme skriftsprog.
I skolen lærer alle kinesere putonghua som betyder ’det fælles sprog’. Det er den dialekt der tales, ikke i Beijing men i området omkring.

De tre religioner og filosofier

Kina siger selv at de har fem religioner. Dermed mener de kristendommen og islam plus de klassiske tre kinesiske religioner som er buddhisme, daoismen og konfutsianismen.

Buddhismen stammer fra Indien og kom til Kina gennem Tibet. Oprindeligt var det Siddhartha Gautama der opnåede oplysthed og indsigt hvormed han blev Buddha. Hjørnestenen i buddhismen er at alt er lidelse, og kun gennem bøn, meditation, faste og andre metoder kan vi forlige os med denne lidelse.
Se en film om buddhismen.

Daoismen der tidligere på dansk hed taoisme, er den eneste ægte, hjemmedyrkede kinesiske religion. Den opstod i Kina omkring år 500 før vores tidsregning da Lao Zi filosoferede over livet, både det indre og det ydre, og i smukke fabler og underfundige historier nedfældede hvad der skulle blive en religion i Dea De Jing – bogen om vejen og dyden. Helt centralt står dao – vejen, verdensaltet eller hvad man vil oversætte det til.
Se en film om daoismen

Kongfuzianismen skabtes af Konfusius for 2500 år siden og må nærmere kaldes en filosofi end en religion. Det er en statslære og kaldes også verdens eneste statsfilosofi. Regenter og kejsere og i mange, hvis ikke alle, dynastier gennem tusinder af år lænet sig op ad kongfuzianismens grundlinjer.  
Se en film on konfutsianismen

Læs videre i rejseguiden til Kina:Natur i Kina