Skrevet af Mikael Witte

Hvis du vil se et ruinområde i udkanten af Oaxaca, så skal du se Monte Albán. Det var zapotekernes hellige bjerg, og har en utrolig beliggenhed – måske skyldtes det både helligheden og det gode militære overblik.Og her udviklede zapotekerne en betydelig videnskab.

Monte Albán har en historie der strækker sig fra år 500 før vor tidsregning til spaniernes ankomst i efteråret 1521 – ja frem til arkæologer og turisters ankomst.

 

Monte Albáns historie

I det sydlige Mexico, lidt uden for Oaxaca som er hovedstaden i delstaten med samme navn, lå et bjerg, som indianere skar toppen af.

På det jævnede bjergplateau skabte olmekere, der var kommet fra golfregionen, et religiøst center omkring år 500 før vor tidsregning. Senere udvidede zapotekere stedet med templer, boldbaner og observatorium, også de havde fordel af det frie udsyn over dalen.

monte albán forblev et vigtigt sted i et par tusind år, og arkæologer arbejder derfor med ’forskellige’ Monte-Alban’er. Arkæologer og arkitekter har ført monte albán tilbage til omkring år 700 efter vor tidsregning, da der boede omkring 25.000 mennesker. De boede dog ikke i selve monte albán, som først og fremmest var et religiøst center. Bygningerne havde ikke stentage, for området er en jordskælvsregion.

Stjernekiggere

Som alle indianske kulturer orienterede zapotekerne sig i forhold til stjernerne. I monte albán er bevaret et femkantet observatorium, hvor astronomer nat efter nat har kunnet iagttage og nedtegne stjerners bevægelser. Bygningen ligger udenfor de øvrige bygningers orden; det er næsten som om planlæggerne har villet markere denne bygning som en ganske særlig; dens linier pegede mod særligt lysende stjerner.

Dette forhold kan bruges til at datere byggeriet. Rummene er dybe og med smalle, opadvendte vinduer. Måske stjernerne har kastet deres lys i fade med vand og sand, hvor astronomerne så har gjort optegnelser. Formålet var at konstruere kalenderen for at kunne forudse gode og dårlige tidspunkter.

Arkæologer mener at præsterne udnyttede deres viden om hvornår solens stråler ville ramme bestemte steder på bygningerne for at befolkningen kunne blive overbevist om præsternes guddommelige forbindelser. Templer var indrettet så ypperstepræsten kunne stå frem på rette tidspunkt. De kunne også bevæge sig gennem tunneller og i afgørende øjeblikke åbenbare sig med lysreflekser i guld-smykker i hænderne.

Tempelbygningerne

Tempelbygningerne fremtræder i dag trappe-formede. De fleste bygninger har dog været dækket af et pudslag, så de små trin var ikke synlige. Nogle trapper har måske skullet give det indtryk at ypperstepræsten kunne fortsætte sin bestigning af de omliggende bjerge så de nærmende sig himlen. Det har været processions-veje.

Andre trapper må have været brugt til at sidde på under de store ceremonier der kunne samle mange tusinder.

Årets længde

Zapotekerne målte årets længde til 365 dage (18 måneder af 20 dage plus fem dage). Det var den verdslige kalender. Men lige så vigtig var den rituelle kalender, og den bestod af 260 dage (13 måneder af 20 dage).

Disse to systemer blev brugt samtidig; hvert 52. (normal-)år ’mødtes’ de samme dage. Dette dobbelte kalendersystem kendes fra flere af Mexicos store indianercivilisationer.

Zapotekerne udviklede også et skriftsystem, som vi kun delvist kan tolke i dag, og et talsystem, som består af prikker og streger. De huggede steler, der fremstillede nogle af stammens historier.

De dansende

På meterhøje sten skabte de forrygende fremstillinger af forvredne mennesker; tidligere troede man at disse forestillede dansere.

Senere mente forskere at det var tilfangetagne, men i dag mener arkæologer at de forestiller syge mennesker. Måske var dette et lægevidenskabeligt bibliotek der blev brugt til undervisningsbrug. Arkæologer har fundet kranier af hjerneopererede der levede efter de var blevet opereret.

Flere af disse kan ses på museet.

Se spændende rejsefilm fra Monte Albán

Læs om flere seværdigheder i Mexico